Vande min indre have

Jeg er der ikke endnu, men jeg håber, at min musik kan bidrage til, at andre også får lyst til at vande sin indre have. At inspirere til at give sig selv den tid og plads, der skal til, for at blomstre.

Jeg vander min indre have, når jeg er alene og ser serie. Når jeg mediterer. Når jeg tegner. Når jeg skriver tekster. Både dem, der rimer og dem, der ikke gør.

Da jeg startede med at vande min indre have, gav jeg slip på rollen som pleaser. Kender du den rolle? Det er en mærkelig rolle. Det gør både lidt nas, at sætte sig selv bagerst, men det føles også lidt rart at glatte ud, at føje, så længe stemningen så er god. Jeg er ikke længere bange for, at stemningen bliver lidt dårlig. Det er okay. Det betyder måske bare, at der er noget på spil, eller at noget af ens ragelse er blevet aktiveret.

Pleaser-rollen klæder mig ikke - heller ikke dig, vil jeg mene. Det skaber uægte venskaber og relationer, hvor dét at sige sandheden og at være ærlig ikke er en naturlig del af forholdet. Kender du det, når man bare gerne vil blive hjemme under dynen og man så finder på en skide god undskyldning for hvorfor man ikke kan mødes med sin ven eller veninde? “Puha, jeg har sgu fået så ondt i maven, at jeg bliver nødt til at blive liggende” eller “Jeg har lige opdaget, at jeg har tusindvis af lektier for til i morgen. Hov. Jeg må hellere blive hjemme.” Hvad er det? “Jamen jeg vil ikke have at han eller hun bliver ked af det, hvis jeg fortæller sandheden.” Sandheden som er, at jeg bare ikke kan overskue samvær eller at være social eller at jeg bare godt vil være i mit eget selskab.

Vi er tit bange for sandheden. Det er derfor vi bedre kan lide at please. Sandheden glatter ikke stemningen ud på samme måde.

Jeg er begyndt at tale min sandhed mere. Hvis de andre bliver sure - fint, det er deres. Det vælger de selv. Min indre kreds af powerwomen er også begyndt at tale sandheden. Derfor gør det ikke lige så nas, hvis den ene siger; jeg bliver sgu hjemme i dag - jeg kan ikke overskue det. Det er der jo ingen grund til, at jeg tager personligt. De lader mig tale min og jeg lader dem tale deres. Det er meget smukkere end at please dem. For mig føles det mere ægte!

Når jeg har fået og givet mig selv plads til at tage mig lidt af mig selv, er jeg en bedre veninde. En bedre datter. En bedre søster. En bedre lytter. En bedre version af mig selv.

Hvor tit vander du egentlig din indre have? Hvor tit gør du noget, der gør dig godt? Og så endda helt uden at komme med undskyldninger?